Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Årsberetning skoleåret 2020/2021

Juni 2021

Skolebestyrelsen for Egebjergskolens årsberetning for skoleåret 2020/2021

Endnu et skoleår er afsluttet og sommerferien banker på døren. Traditionen tro, kigger Skolebestyrelsen tilbage på det forgangne år og opsummerer i årsberetningen, som udsendes via AULA umiddelbart efter årets sidste bestyrelsesmøde i juni 2021. Spørgsmål til årsberetningen kan rettes til skolebestyrelsesformand, Martin Jensen, martindk@mac.com

Møderne igennem året
Bestyrelsen har, igennem skoleåret, afholdt 9 møder. Skolebestyrelsesmøderne hører under skolens drift, hvorfor disse ikke er omfattet af forsamlingsforbud. På trods af dette har ganske få af årets møder været afholdt fysisk men er i stedet gennemført online via TEAMS. Dette har betydet en begrænsning i nye tiltag, og aktiviteterne har, i høj grad, været afgrænset til at omfatte tilsyn med skolens principper, opfølgning på økonomi samt status på Corona-tiltag og trivsel. Om end der ikke er skabt revolutioner, så har dette givet gode vigtige drøftelser igennem året.

Ligesom forrige skoleår, så har året 20/21 bestemt været et specielt år, som har været præget af Covid-19. Egebjergskolen har, heldigvis, været forskånet for større smitteudbrud, men der har alligevel været enkelte tilfælde. Det er vores opfattelse at alle disse er blev håndteret således at smitten ikke er spredt yderligere.

På trods af restriktioner og begrænsninger igennem året, så skal der, fra bestyrelsens side, lyde en stor tak til elever samt deres familier. Ved en stor fælles indsats har man gennemført hjemmeundervisning sideløbende med at mor & far har passet deres arbejde. Dette har krævet stor indsats fra alle parter og vi ved, at ikke alle dage har været lige sjove.

Økonomi
De seneste års udfordringer i budgettet har også præget dagsordenerne i det seneste skoleår. Underskuddet er reduceret yderligere og ved skoleårets udgang forventes dette at være under kr. 400.000,- Det vurderes positivt, at det er lykkedes at nedbringe underskuddet yderligere i et år, som har været præget af mange uforudsete udgifter. Blandt andet kan nævnes ekstraordinære Corona-relaterede udgifter på ca. 750.000,- som kun er refunderet med 75% samt en større andel af segregerede elever, som skal sendes i eksterne tilbud om undervisning udenfor skolen.

I november 2020 afgav bestyrelsen høringssvar til Horsens Kommunes forslag til en ny budgettildelingsmodel inden for skoleområdet. Kommunen havde, forud for høringen, lavet et grundigt analysearbejde, som gjorde at høringsarbejdet kunne udføres på et fagligt grundlag. Efter god og grundig dialog i bestyrelsen med deltagelse af formand for Horsens Kommunes Børne- & Ungeudvalg, Lone Ørsted, tilsluttede bestyrelsen sig de overordnede linjer i modellen, som vi ser frem til at evaluere de kommende år.

Hvis vi kigger i glaskuglen, så forventes der, på trods af den nye tildelingsmodel, udfordringer med økonomien i det kommende skoleår. Den stigende tilstrømning af nye elever vil medføre deling af klasser som, indtil disse er fyldt op, vil trække fulde ressourcer. Vi har også erfaret, at skolens bygninger er ved at have en alder, hvor der vil være øgede udgifter til vedligehold og reparation. Derudover er der flere faglokaler, som trænger til opgradering.

Skoleåret 21/22
Med indtoget af Covid-19 har vi alle lært, at fremtiden er uvis. På trods af dette, så har bestyrelsen nogle emner, som vi ønsker at arbejde med i det kommende skoleår.

Befolkningstilvæksten i området er kraftigt stigende – dels igennem tilflyttere til skoledistriktet men også med udbygningen af den nye bydel ved Nørrestrand. Der forudses yderligere vækst i mange år fremover, og dette vil medføre flere elever på Egebjergskolen. På sigt forventer man at Egebjergskolen vil gå fra at være 2 sporet til at blive 3-4 sporet. Bestyrelsen vil, i samarbejde med skolens ledelse, følge denne udvikling tæt og sikre, at denne vækst sker i et håndtérbart tempo, således at den bliver en gevinst fremfor en byrde.

I takt med at der kommer flere borgere til Egebjerg, så opleves der ligeledes større trafikal belastning omkring skolen. Skolebestyrelsen har derfor udarbejdet en trafikpolitik, som offentliggøres over sommeren 2021. Denne indeholder en række retningslinjer, som skal sikre at alle elever og personale kan færdes sikkert i trafikken til- og fra skole. Vi håber på alle forældres opbakning til dette.

Der vil, i det kommende skoleår, blive afholdt 8 møder i skolebestyrelsen. Møderækken reduceres fra 9 til 8. Dette giver mulighed for at lave nogle længere tema-møder, hvor bestyrelsen har mulighed for at trække i arbejdstøjet og arbejde dybere med et emne.

Slutteligt vil vi gerne sende en stor tak til skolens ledelse og personale. Vi ville ikke være, hvor vi er i dag uden dedikeret og omstillingsparat personale. På trods af flere nedlukninger, hjemmeundervisning, udfordringer med fysiske Corona-foranstaltninger samt hverdagens udfordringer så er vi nu igennem skoleåret 20/21 med en tung erfaring og en hel del oplevelser rigere. Arbejdet er ikke spildt og disse erfaringer bringer vi med i vores videre arbejde med at sikre den bedst mulige skole for vores børn. Med ønsket om en god sommer og et glædeligt gensyn i ’21/’22

På skolebestyrelsens vegne
Martin Jensen Formand